Den ottende bonde

Anton Oppgård er sidste generation på slægtsgården i Nordjylland og næsten et helt århundrede gammel. Men nu skal han snart dø. I den forfaldne stadsstue, hvor Anton er faldet om, kigger forfædrenes slidte ansigter ned på ham fra de fugtplettede vægge, og fortidens spøgelser holder ham med selskab: Bedste, dyrene i stalden, og så selvfølgelig mor i al hendes uhyrlighed. Langsomt lukkes der op for et liv med fortielser, forbrydelser og fortrydelser. Om dengang under broen med Ågårdens Anna. Om det hemmelige sted i haven, hvor de små sangfugle ligger begravet. Og om Ingeborg, som de fandt i gadekæret. Kunne det virkelig passe, hvad hun havde fortalt ham? ”Det var en lille dreng, Anton. Jeg måtte ikke holde ham, fordi han var død, sagde hun, men det passer ikke. Jeg kunne se, at han trak vejret”.