Da sneen er væk, flytter Henriks kone tilbage. Det er Henrik selv, der henter hende i Rønde, det er bare et halvt år siden hun flyttede. Det, de ikke vidste, da hun flyttede var, at hun var gravid med hans barn. Det siger hun i hvert fald, at hun ikke vidste det, og så griner hun, og latteren er ligesom en opvisning i, hvor forvirret hun er. At hun ikke har styr på den slags, at så er man pludselig gravid.
Ronni i bar røv på traktoren, ind og starte et slagsmål på værtshuset. Karina, der flytter fra Henrik, men snart kommer tilbage. Mælken, der under snestormen hældes ud og lægger sig som en hvid tunge af is over vejen. Karina der har veer på terrassen, Karina i en åben badekåbe, og pigerne der gemmer sig og ser på hvordan hun bevæger sig rundt som et dyr.
Det er et udsnit af et liv i en landsby i Østjylland, et portræt af et landsbysamfund, af Henrik med de lysende øjne, Karina, der flytter tilbage og sidder i køkkenet, skubber en småkage rundt på bordet, spiser ved at presse fingerblommen ned i krummerne. Om alle de små mennesker, de små lysende centre i en lille verden, der bliver ved med at udvide sig.