Kærlighedens kåbe er en af Thit Jensens smukkeste og menneskevarmeste romaner - beretningen om en ung mands håbløse kamp mod tuberkulosen fremlagt delvist som den syges egne dagbogsblade. Skønt bogen bygger på Thit Jensens egne tragiske erindringer om en elsket brors pinefulde oplevelser som tuberkulose-patient, er den blottet for klynken og sentimentalitet. Handlingen strækker sig over en lille halv snes år, og bringer ikke alene den syges egne tanker og overvejelser, hans håb og smertefulde skuffelser, men viser også hans mange familiemedlemmer, der af en art misforstået blufærdighed - ligesom den døende selv - går uden om den uundgåelige virkelighed. Denne dobbelthed giver skildringen et dybt relief og giver et medlevende billede af den kærlighedens kåbe, der af alle varsomt og varmende svøbes om hovedpersonen.