Virkelighed blander sig med fiktion, fortid med nutid, prosa med poesi, når Manuel Vilas med udgangspunkt i dagliglivets banaliteter reflekterer med humor og ironi over menneskets eksistens i en intens, personlig historie om sit liv og behovet for at samle sig selv op og fortsætte, når næsten alle de bånd, han har haft til andre, er forsvundet, og livet alligevel går videre.
Vilas mærker alderen trykke, og når han ser sig i spejlet, er det i stedet sin far, han ser. Han føler et behov for at lære sine forældre at kende som mennesker, men de er nu kun til stede som spøgelser. Han ser sig selv som en brik i tiden, placeret mellem de menneskeliv, der har eksisteret i mange led før ham, og dem, der kommer efter ham: hans to sønner og en uudgrundelig fremtid.
Det er en historie, vi alle kan genkende os selv i. Behovet for i bund og grund at forstå, hvem vi selv er, finde en forklaring på vores liv. Og ikke mindst er bogen samtidig en fantastisk fortælling om de seneste årtiers Spanien.